Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sprog i vuggestuen

Sprog i vuggestuen

Sprog er en naturlig del af hele dagen i vuggestuen. Vi arbejder bevidst med sproget i både rutiner, leg og planlagte aktiviteter, og vi sætter ord på alt, hvad vi laver og oplever sammen med børnene – både inde og ude. Børnene får mulighed for at udvikle sprog i trygge og genkendelige læringsmiljøer.


Sprogarbejde i hverdagen

Vi arbejder i aldersopdelte grupper, så både de små og store får oplevelser, der passer til deres udviklingsniveau. I alle læringsmiljøer hjælper de voksne børnene med at sætte ord på deres leg og handlinger.

Vi har fokus på:

  • øjenkontakt og tydelig, rolig tale

  • fagter som støtte for forståelsen

  • at følge barnets tempo i samtalen

  • at sætte ord på følelser, handlinger og oplevelser

Hos de mindste er nærvær og tydelig kommunikation ekstra vigtigt, så barnet føler sig set og forstået.


Dialogisk læsning og sprogkufferter

Vi bruger dialogisk læsning som en fast metode. Den voksne læser nærværende, stiller spørgsmål, venter på barnets svar og taler om billeder og handlinger i bogen.

Vi bruger bl.a.:

  • sprogkufferter med konkrete genstande

  • temaer, der understøtter historien

  • turtagning, hvor børnene finder genstande, der passer til bogen

Denne tilgang giver børnene lyst til at deltage aktivt og styrker sprogforståelsen.


Samling og sange

Hver dag holder vi morgensamling, hvor vi taler om dagens billeder fra VLS. Sangkufferten er altid med, og børnene vælger selv en sang ved at vælge en genstand, der symboliserer sangen. Det giver medbestemmelse og gør sangene mere genkendelige.

Når vi synger, bruger vi fagter, så også børn uden aktivt sprog kan deltage og forstå meningen. Børn viser ofte genkendelse ved at smile, pege eller nikke til de sange, de elsker.


Sproglige materialer i hverdagen

Vi bruger bøger, sprogspil, rim og remser som en naturlig del af leg og læring. Læringsmiljøerne er indrettet, så de understøtter børnenes sprog og giver mulighed for at børnene kan forstå både sig selv og hinanden.


Hvorfor arbejder vi sådan med sprog?

Et bevidst og aktivt sprogarbejde styrker barnets sprogudvikling og giver et solidt fundament for senere læring. Børn lærer sprog ved at høre ord, bruge ord og lege med ord – og det gør vi plads til i alle dagens aktiviteter.