Morgen i børnehaven
I børnehaven åbner vi de fleste dage på legepladsen, så børnene kan starte dagen med plads, frisk luft og fri leg. Vi tager altid udgangspunkt i, hvad det enkelte barn har brug for. Nogle starter bedst ude, mens andre har brug for en stille aktivitet indenfor som lego, puslespil eller en bog.
Når børnene kommer, siger vi godmorgen til både børn og forældre – og forventer det samme tilbage. Vi hjælper børnene ind i fællesskabet ved at gøre opmærksom på, når deres venner ankommer. Målet er en rolig start, hvor der er tid til at blive set og mødt af en voksen.

Modtagelse og aflevering
Vi voksne:
står til rådighed og vurderer, om et barn har brug for støtte
respekterer børnenes egne vinkerutiner
guider børn, der har svært ved at komme i gang med leg
skaber genkendelige morgener med ro og tydelige muligheder
Børnene:
går selv ind og lægger deres ting i garderoben (med hjælp efter behov)
afleveres uden sut, klud m.m., så de kan deltage frit i legen
siger selv farvel til forældrene – det giver selvstændighed og en succesoplevelse
Vi opfordrer børn til at gå ind i børnehaven i deres eget tempo og møde kammeraterne i øjenhøjde, hvilket gør det lettere at komme i gang med leg og aktiviteter.
Samarbejde med forældre
Når et barn starter i børnehaven, holder vi et overleveringsmøde sammen med vuggestuen. Børn, der kommer udefra, inviteres til rundvisning og en snak om indkøring, rutiner og forventninger.
Efter tre måneder inviterer vi til et opfølgende møde om barnets trivsel og udvikling. Her er det vigtigt for os at formidle forskellen mellem vuggestue og børnehave, så overgang og forventninger er tydelige.
I Grøndalshuset inddrager vi altid børnegruppen, når der starter nye børn. De hjælper med at fortælle om vores kultur og regler – og de elsker at få ansvar.
Hvorfor gør vi det sådan?
Legepladsen giver en rolig og rummelig start på dagen
De voksne kan koordinere dagen, give beskeder videre og være tilgængelige for forældre
Godmorgen-hilsner skaber høflighed, anerkendelse og en følelse af at høre til
Når børn klarer farvel selv, styrker det deres selvværd og troen på egne evner
Selvstændighed i garderoben giver ansvarsfølelse
Mødet med kammerater i øjenhøjde gør det nemmere at komme i gang med leg
Fællesskabet styrkes, når børn hjælper nye børn med at falde til